De første 3 år af sit liv levede Jackson en ukompliceret tilværelse som lege- senge- og kælehund, som størstedelen af Danmarks hunde gør det. Det gør han forresten stadig. Det lå os fjernt at udstille ham, men rigtigt mange mennesker standsede os på gaden og kommenterede hans smukke ydre.
Så læste vi, at der var en international hundeudstilling i Bella Centeret, og der var jo ingen grund til at skyde under målet, så vi tilmeldte os uden at vide noget som helst om udstillinger.
Farmand fik æren af at gå med hunden, vi lærte senere, at det hed at handle hunden, i vores sprogbrug betød det ord noget helt andet.
Den store dag oprandt, og farmand fik besked på at tage noget pænt tøj på, og så tog vi ellers til udstilling. Det var lige noget, der passede Jackson, her var masser af hunhunde, han kunne hoppe op ad, og hanhunde han kunne vise sig for, han var helt i sit es, og det afskrækkede ham ikke at komme op på trimmebordet hos Inge Lonsdale fra Vestegnens Hundesalon, som altid følger med på udstillingerne og ordner sine kunders hunde.
Farmand fik trukket Jackson ind i ringen. Det var lidt svært, for der var nogle interessante hunde udenfor ringen, men ind kom han da, og der var også nye legekammerater inde i ringen. Disse hunde fik konstant godbidder af deres mennesker, så Jackson satte sig omgående pænt ned og tiggede. Det gav intet resultat, men han var dog så heldig at snuppe et par hundekiks fra den hund, som stod nærmest. Så skulle farmand og Jackson gå rundt i ringen. Jackson ville gerne gå forrest i rækken og arbejdede ivrigt for at nå sin position. Farmand var stram i masken og hev godt op i snoren, så Jacksons forben nåede aldrig gulvet.

Mon ikke den godbid, som han har i hånden, er til mig denne gang?

Vi kunne nu se, at de andre hunde blev løftet op på et bord. Det havde Jackson ikke prøvet før, så han strittede imod af alle kræfter og prøvede fortvivlet at kravle op på skuldrene af farmand, mens en fremmed mand stod og kiggede på. Da farmand prøvede at åbne hans mund, havde Jackson næsten held med at hoppe ned fra bordet, men han blev grebet i sidste øjeblik.
Det var en flink dommer. Han lastede ikke Jackson for hans manglende erfaring, tværtimod havde han kun pæne ting at sige om ham. Til sidst skrev han: "Den hund fortjener en bedre handling." Så lærte vi hvad det ord betød.

Om aftenen ringede opdrætteren Birgit Seloy til os. Hun befandt sig et sted imellem latterkrampe og raseri, men vi måtte love, at inden vi udstillede Jackson igen, måtte vi gå til ringtræning med ham. Det blev nu aldrig til noget, men vi gik i gang med at træne ham selv. Nu vidste vi jo lidt om, hvad det drejede sig om.

Her kommer jeg stolt som en pave ud fra ringen til Terrierklubbens Juleshow, efter at Jackson er blevet valgt som bedst i racen. Jeg har endnu ikke læst dommerens bedømmelse af mig som handler....

Jackson lærte meget hurtigt at stå på et bord. Blot han stod et par sekunder stille, fik han en hundekiks i munden, den slags indlæring går hurtigt. Han blev stillet op på alle borde, som vi kom i nærheden af, og alle der kom i huset, fik til opgave at se på hans tænder. Ikke alle var lige begejstrede for det job, men en ven er en ven, så de udførte jobbet. Det kunne de også gøre risikofrit, Jackson er den venligste hund i verden.
Det var lidt sejt at lære Jackson, at når han havde sin udstillingssnor på, måtte han hverken lette ben eller så meget som værdige naboens hund et blik, men det lykkedes da næsten.
Sværest var det at lære ham (og det er ikke helt på plads endnu), at han ikke skulle sitte, når han anede en godbid i farvandet. Så skulle han stå. Og stå pænt!

En foxterrier er stædig, men som hund, så herre. Mor var mere stædig, og hun trænede og trænede og insisterede på at handle ham til Terrierklubbens Juleshow.
Igen var vi heldige. Selv om Jackson var blevet dygtigere, så var mor ikke meget værd og var ved at falde over sine egne ben af nervøsitet, men dommeren roste igen Jackson og dadlede handleren. Jackson blev bedst i sin klasse og bedst i racen.
Birgit Seloy kom igen, og nu var der ikke mere latter i hende, nu havde vi bare at finde en anden handler, så Jackson kunne have en chance for at blive Best in Show.
Først blev mor mopset, men det var faktisk godt, at vi blev sat på plads, og tanken om, at Jackson overhovedet kunne blive Best in Show, var jo unægtelig tillokkende. Så efter at have surmulet et stykke tid, gik mor selv hen til Inge Lonsdale og spurgte, om hun ville handle Jackson.
Inge sagde ja, Jackson gik som en drøm, og det endte med, at han blev Best in Show.

Vi havde en lille snak om de pebernødder, som dommeren havde stående på sit bord, da vi skulle hente dommerbedømmelsen.

Det gav jo unægteligt blod på tanden til at fortsætte med at udstille, og Inge Lonsdale lovede fortsat at handle ham.
Vi stillede op på de 2 udstillinger på Sydsjælland, og Jackson fik sin førstepræmie, men ingen placering. På de næste 2 udstillinger i Frederiksværk og Hillerød gik det langt bedre, og Jackson fik certifikat begge dage. Så tog vi på sommerferie, men stillede op igen i Haarlev og Brøndby Hallen. I Brøndby Hallen fik han sit sidste certifikat og blev fejret på behørig vis.