|
|
|
|
|
D. 13 / 6 1997:
Efter at have ventet over et halvt år hentede vi "ønskebarnet"
i Sverige. Hun tog det roligt hjem i bilen, først legede hun lidt med min datters Stines
hår, og så faldt hun i søvn. - Ingen køresyge.
Da vi kom hjem, lod vi hende blive i bilen, mens Jackson fik mad. Så tog vi hende ind, så
hun kunne se lidt på huset, mens Jackson blev luftet.
Så kom det store øjeblik.
Jeg satte mig på gulvet med Jackson, og Stine kom ind og satte Mahilia på gulvet.
Jacksons hale logrede som en tromme på gulvet, men Mahilia hylede ikke, nej hun SKREG,
da hun så ham og sprang tilbage og prøvede fortvivlet at løbe sin vej.
Så måtte Stine sætte sig på gulvet med Mahilia på skødet, og
langsomt gumpe sig hen mod Jackson, som var ellevild af glæde.
|
...Mon han er farlig, han er så kæmpestor...
...Hvor lugter hun godt, hende kan jeg godt lide, mon hun vil lege?.... |
|
Rædselsslagen lod Mahilia sig slikke og besnuse, men så faldt der hurtigt ro over
hende, da hun kunne se, at Jackson var venligsindet. (Gud være lovet for, at han har
så godt et sind).
Så blev der leget, og hun måtte uden bøvl låne alt hans
legetøj, dog trak han i den anden ende af træktovet med sin sædvanlige
trækkraft, så hun fik en lille flyvetur. Men alle pivdyrene og bamserne får
hun uden bøvl lov til at gnave i.
Da vi skulle i seng, lagde jeg en dyne med et håndklæde over ved siden af min seng,
og så varpede jeg Jackson ned fra fodenden, hvor han plejer at ligge, og han forstod det
lille vink og lagde sig ved siden af hende.
Og tænk, så lå de og sov sødt sammen hele natten. For første
gang jeg har haft en hvalp, var der ingen hylen ved sengetid.
 |
...Åh, nu åbner han munden og slikker mig. Det føles nu ganske rart... |
D. 14 / 7 1997:
Hun er altså lille. Meget mindre og tyndere end Jackson var. Hun
virker så sårbar, så vi render i hælene på hende. Jeg synes også, at
hun spiser for lidt. Hun vil kun spise, hvis hun sidder på skøddet, og jeg sidder og
roder med fingeren i hendes mad, eller (ingen kommentarer, jeg ved det godt) hvis jeg
håndfodrer hende.
Men ellers er hun glad, og halen er kommet op, og hun har været ude i haven og bide
spidserne af mine blomster i potterne. Dem har vi nu flyttet.
Hvor er hun bedårende, jeg er helt fortabt.
Mahilia er også meget snakkesalig. Hun prøver hele tiden at fortælle mig om
sine behov om enten det ene eller det andet. 3 gange i nat ville hun gerne fortælle mig
et eller andet, eller også skulle hun bare lige se om jeg nu også var der. Den ene
gang var det helt klart, at hun lige ville sladre om, at Jackson var gået fra hende og
hoppet op i benenden af min seng. Så varpede jeg ham ned på dynen til hende, og
straks lagde hun sig tilfreds ned.
Jackson har lært sig at gø lydløst. Han vil garanteret ikke risikere
at vække Mahilia, når han endelig selv har ro til at knalde brikker.
Han lå på sofaen sammen med mig her til aften, og alt åndede idyl, og
Mahilia lå og sov på gulvet. Så gik nogle fremmede forbi lige udenfor vores
vindue. Jackson gøede ved at trække vejret i stød, men ikke en lyd kom
over hans læber.
Han er stadig lige sød ved Mahilia, og i dag har den vilde jagt gået i haven.
Mahilia kan slet ikke følge med og falder over sine egne ben.
Hun er blevet enorm glad for ham, og leder efter ham, hvis hun ikke lige kan se ham.
Vidste du, at de store pelargoniaklaser også er pæne afskårne? Det bliver jeg i
alt fald nødt til at synes, for de falder som fluer, når 2 hunde tonser forbi.
15 / 6 1997:
Her til morgen vækkede Mahilia mig, og så skulle vi jo spise. Først kom
maden i skålen og sat ned foran hende. Så kigger hun på mig og piver og
sender meget sigende øjenkast. Nå, så sætter jeg mig ned på gulvet,
og straks hopper hun op på skødet og sætter sig med ryggen mod min mave.
Piber og ser skiftevis på mig og det sted på mine ben, hvor hun synes
madskålen skal stå. OK, så kommer madskålen op på benene.
Så slubrer hun lidt i sig, piber og kigger på mig og madskålen. OK, så
kommer fingrene ned i den noget ulækre substans, og hun gnasker med stort velbehag i sig
fra hånden.
Sådan kan det jo ikke blive ved, på et tidspunkt kommer hverdagen med arbejde.
Så her til frokost tænkte jeg, at nu måtte jeg snyde hende lidt. Så jeg
rørte en teskefuld jordbæryoghurt op med lidt vand og puttede noget juniorfoder i.
Det kunne hun altså ikke stå for, så hun glemte alt om, at hun ikke kunne
spise selv og kastede sig over delikatessen.
Ha, ha, ha, der er gået en stor psykolog tabt i mig.
Heldigvis snupper hun sig nogle gode skrabere ind imellem, så jeg også kan få
lavet lidt andet.
Så, nu kommer Mahilia luskende, hun er våd på tissekonen, så der er nok ingen ide i at lukke hende ud. Så må jeg lige se, om jeg kan finde stedet og tørre op. Jeg havde ellers lige puttet hende.
d. 21 / 6 1997:
Vi har nu haft Mahilia i godt en uge, og hun og Jackson bliver gladere og gladere for hinanden
for hver dag, der går.
De leger sammen mange timer om dagen. Mahilia farer på Jackson, når hun vil lege og
hægter sig fast i hans skæg, eller også bider hun sig fast i hans halsrem og
prøver at trække af sted med ham.
Så farer hun ind under ham, hun kan jo lige stå under hans mave, og prøver at
få fat i hans tissemand. Når hun tager fat med tænderne, springer Jackson for
livet. Og så går den vilde jagt rundt i stuen. Nogle gange er Jackson forrest med
noget spændende i munden. Han er flink til at lade Mahilia få fat. Andre gange
vifter Mahilia Jackson om snuden med noget interessant, og så går den vilde jagt.
Der trækkes i alt. Aflagte sokker, træktov, pivdyr, gamle gennemgnavede tyggeben.
Alt.
Mahilia var inde og stjæle en god sur sok fra Stines værelse. Jackson havde store
kvaler, for han ved godt, at den slags vist ikke er helt lovligt, så første gang afviste
han at have noget med sokken at gøre, men han lod sig hurtigt friste, og snart hev de i
begge ender af sokken, indtil jeg reddede den for Stine.
